Dansene
Hula, sasa og siva forklart
Hula kahiko og ʻauana, den siddende samoanske sasa, den yndefulde siva og ildkniven: hvad hver dans er, og hvordan du skelner dem fra din plads.
Book luauet ↗Hurtigt svar
Hula er hawaiiansk: kahiko er den ældste stil, danset til sang og trommer, og ʻauana er den nyere, sunget med guitar og ʻukulele. De øvrige danse ved et polynesisk show kommer fra andre øer. Sasa er en samoansk gruppedans med hurtige klap, som regel udført siddende; siva er den yndefulde samoanske dans, hvis fineste form er taualuga; og siva afi er den samoanske ildknivedans. Hver dans fortæller noget forskelligt, så hver er værd at se på.
Hula fortæller en historie
Hula er en hawaiiansk dans, der udtrykker mele, en sang eller recitation. Danserens hænder bærer det meste af betydningen: en bevægelse kan stå for et træ, der svajer i vinden, en bølge i havet eller en følelse som hengivenhed eller længsel. Fødderne og hofterne trækker på et grundlæggende bibliotek af trin med hawaiianske navne. Hula kan danses siddende eller stående. Andre øer har beslægtede danse, fra Tahiti til Tonga og New Zealand, men hula hører Hawaiʻi til. At se på hænderne frem for hofterne er den hurtigste vej ind i, hvad en hula fortæller.
Kahiko: den gamle stil
Hula kahiko er den form, der blev danset før den vestlige kontakt. Den udføres til recitation og traditionelle instrumenter, blandt dem kalabastrommen ipu og den hellige pahu, hvis skind er af hajhud. Mange kahiko blev komponeret for at ære en gud, en gudinde eller en høvding, og stilen er ofte streng med traditionelt kostume som det viklede pāʻū-skørt. Amerikanske protestantiske missionærer, der ankom i 1820, fordømte hula, og i 1830 forbød dronning Kaʻahumanu offentlige opførelser. Kunsterne genopstod under kong Kalākaua, der regerede fra 1874 til 1891 og opmuntrede dem.
ʻAuana: den nyere stil
Hula ʻauana opstod i mødet mellem hula og vestlig musik og kristen moral i det 19. og 20. århundrede. ʻAuana betyder at drive. Sangene synges frem for at reciteres, som regel af en forsanger i dur, til strengeinstrumenter, der er nemme at tage med: guitar, ʻukulele, kontrabas. Kostumerne ser mere vestlige ud, ofte kjoler til kvinderne, og emnerne kan være hvad som helst: mennesker, steder, begivenheder eller blot en følelse. Hvis en dans ved luauet ledsages af en sød melodi og blomster i håret, hører den til denne familie.
Sasa: Samoas siddende rytme
Sasa er en samoansk folkedans, som udføres af folk i alle aldre, som regel i grupper og som regel siddende, selvom visse dele kan kræve, at man står op. Ordet betyder at slå, og dansen er bygget op omkring præcise, rytmiske klap og hurtige håndbevægelser. Hver gestus viser noget fra det samoanske liv, fra fisk, der bevæger sig i vandet, til madlavning, rengøring eller padling i en kano, og jo mere danserne bevæger sig som én, desto stærkere er effekten. En sasa begynder med, at lederen kalder tulolo, hvilket fortæller gruppen, at de skal bøje hovedet. Læg mærke til det øjeblik, hvor hele rækken skifter retning på samme tid.
Siva og taualuga
Siva Samoa betyder ganske enkelt samoansk dans, og dens traditionelle form kræver ynde, hvor arme og hænder bevæger sig subtilt og blidt. Den mest fejrede siva er taualuga, som betragtes som højdepunktet i samoansk optræden. Navnet kommer fra den sidste fase af husets opførelse, når den øverste spærre fastgøres, og den signalerer derfor fuldførelse: den er ofte aftenens store finale eller den sidste dans ved et bryllup. Traditionen gav den til en høvdings barn, som dansede den svøbt i en fint vævet måtte bundet med et tapa-bælte.
Siva afi: ildkniven
Ildknivsdansen er den samoanske kunst, som afslutter showet i Daytona. Dens oprindelse er ailao, hvor en kriger snurrede en krigsklub, kastede den og greb den for at vise sin færdighed, og de tidligste ildknive var macheter med håndklæder viklet om begge ender og antændt. En danser kan bruge én kniv eller helt op til fire. Et verdensmesterskab i ildkniv er blevet afholdt hvert år siden 1992 i maj måneds tredje uge, og shows i Tahiti, Tonga og Fiji har også taget det op.
Sådan skelner du mellem dem ved bordet
Tre spørgsmål afklarer det meste af det, du kommer til at se. Reciteres musikken til trommer, eller synges den til strengeinstrumenter? Recitation og trommer peger på hula kahiko, sang og ʻukulele peger på ʻauana. Sidder danserne og klapper i stram takt? Så er det sandsynligvis en sasa. Bevæger én danser sig langsomt med flydende arme, mens de andre ser på? Tænk siva. Og når lyset dæmpes, og kniven fænger, er der ingen tvivl tilbage. Hvilke danse du får på din aften, er udøvernes valg, så betragt dette som en nøgle til at læse scenen frem for et program.
Kilder